Hurtige og nemme æbleskiver 5. marts 2019 – I kategorien: Julekager – Tags: , ,

Ca. 25 stk. Denne opskrift er ikke fryseegnet.

I december måned er hyggen i højsædet, og familien elsker at mødes til en gang æbleskiver. Ofte bliver det dog bare til en pose af de færdiglavede, der lige kan sættes ind i ovnen. Det er synd, for de hjemmelavede smager så meget bedre, og med denne opskrift er de hurtigt færdige.

Det, der tager længst tid, er selve bagningen. Her kan selv mindre børn dog være med, og det er sjovt at vende æbleskiverne og se, hvem der kan lave den rundeste æbleskive!

Leder du efter en opskrift på æbleskiver med gær, finder du den her: Den bedste opskrift på æbleskiver med gær

Hvad skal du bruge?

  • 250 gram mel
  • 1½ teskefuld sukker
  • 1 knivspidsfuld salt
  • ½ teskefuld natron
  • ½ liter kærnemælk
  • 2 æg
  • Margarine til bagning

Sådan laver du æbleskiver

  1. Mel, sukker og natron røres sammen med kærnemælk.
  2. Æggene røres i, ét efter ét.
  3. Lad dejen hvile lidt. Æbleskivepanden varmes godt op imens til middel/høj varme. Smelt margarinen i en lille gryde ved siden af.
  4. Der kommes godt med fedtstof i hullerne ved første bagning.
  5. Fyld ca. hullerne 2/3 op med dej.
  6. Når dejen er blevet let bagt, vendes æbleskiven halvt, så dejen løber ned i det tomme område. Fortsæt med at vende æbleskiven lidt efter lidt, til den bliver en hel kugle.
  7. Serveres med syltetøj, flormelis eller sukker.

Find alle de andre opskrifter på julekager her!

« Den bedste opskrift på æbleskiver med gær
Julesovs – brun sovs så englene synger! »